Går e-learning ud over kvaliteten?

Indlæg af Marianne Hvid, dato: 27 sep 2017

Som jeg har skrevet tidligere, vurderer man ofte e-learning ud fra følgende parametre:

  1. Er der penge at spare?
  2. Bliver kvaliteten på området løftet?

Sidste gang skrev jeg om økonomien, og nu vil vi så kigge på kvaliteten. For sammenhængens skyld tager vi udgangspunkt i det samme virkelige eksempel som sidst – nemlig Sønderborg Kommune og deres medicinmoduler.

Kort fortalt besluttede Sønderborg Kommune i 2013 at omlægge sin undervisning i medicinhåndtering fra fremmødekurser til e-learning. Tidligere blev der afholdt to interne halvdags-fremmøde-kurser, hvor egne sygeplejersker underviste. De er nu omlagt til to e-learning-moduler. Målgruppen til begge moduler er 1.800 medarbejdere.

Det var underviserne på fremmødekurserne, der var med til at udarbejde indholdet til e-learning-modulerne – og der var selvfølgelig en naturlig skepsis i forhold til, om sådanne nogle digitale moduler nu kunne gøre det lige så godt.

Tidligere fik medarbejderne et kryds, når de mødte op til et fremmødekursus – de blev ikke vurderet på deres engagement i undervisningen, og deres viden blev ikke afprøvet. Det vil sige, at man i princippet kunne opnå et kryds også ved passiv deltagelse.

Den del er slut med e-learning-modulerne. Kursisten føres nu igennem det pensum, der er besluttet – der er refleksionsspørgsmål til alle emner undervejs, og hvert modul afsluttes med en test, hvor der trækkes et antal spørgsmål fra en spørgsmålsbank. Den randomiserede tilgang betyder, at medarbejderne ikke får de samme tests, og dermed florerer der ingen facitliste rundt. I Sønderborg har de besluttet, at testen skal bestås med 100%, da man med det vil signalere, at medicin er et område, hvor der ikke er plads til fejl.

Der er dog en bagside, og det er, at man går glip af de gode snakke, man tidligere kunne have på et fremmødekursus – og dem er man nødt til at gøre plads til på andre tidspunkter fx som et fast punkt på personalemøderne. Et e-learning-modul kan ikke stå helt alene – der skal sås frø inden, og der skal følges op efter. Den del kan du få inspiration til i vores kommende artikel om god implementering.

De gode snakke på fremmødekurserne kunne dog samtidig bevirke, at man som underviser kom ud af en tangent, og at der dermed blev mindre tid til andre vigtige emner. Denne udfordring er et overstået kapitel med e-learning – her kan man sikre sig, at alle kommer igennem det samme, og dermed opnår en ens referenceramme.

Så spørger du underviserne i dag, er de enige om, at med de fordele og ulemper der er, så er kvaliteten samlet set blevet løftet med e-learning-modulerne. I dag ved alle, hvilket pensum medarbejderne præcist er blevet undervist i – og det faktum, at der nu er en test, der skal bestås gør, at medarbejderne har skærpet opmærksomhed fra kursets start.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er alle medarbejdere, der barer kører glat igennem e-learning-modulerne – der er nogle, der ikke består – og her er det vigtigt at sætte ind med yderligere støtte fx sidemandsoplæring, og måske ender det med, at der er nogle, der slet ikke skal håndtere medicin. Men det er faktisk også en OK udgang.

Vil du høre mere om medicinmodulerne i praksis, er du velkommen til at kontakte kvalitets- og udviklingskonsulent i Sønderborg Kommune, Kirsten G. Clausen på 8872 6506 / 2790 6506 eller kgcl@sonderborg.dk