Jobnet-CV kan ikke bare være et punkt på en "to do"-liste

05-08-2019 - Marianne Hvid

Et mindre projekt skulle undersøge effekten af at udfaldstruede ledige, skulle gennemgå det digitale jobcenterkoncept med henblik på at forbedre deres Jobnet-CV'er

Vi blev i foråret kontaktet af en kommunal virksomhedskonsulent. Konsulenten ville undersøge effekten af at lade udfaldstruede ledige gennemgå modulerne i det digitale jobcenterkoncept. 

Ville det fx medføre forbedringer i CV’erne?
 

Den undersøgelse ville vi selvfølgelig gerne støtte op omkring.
 

Anvendelse af digitale løsninger er nemlig helt i tråd med den ønskede forenkling af LAB-loven, og det understøtter kravet om en mere effektiv rekruttering ude i jobcentrene. Ofte anvender ledige deres eget, personlige CV i deres jobsøgning – mens jobcentrene udsøger potentielle kandidater på baggrund af CV’erne, der ligger på Jobnet. Kvaliteten af et Jobnet-CV er ofte ikke god nok, hvilket ikke giver de rette match: Der er derfor behov for at sætte ind på kvaliteten i Jobnet-CV’erne.

Undersøgelsen blev som nævnt udført i en gruppe udfaldstruende ledige – dvs. ledige med mere end 1 års sammenlagt ledighed. De fik til opgave at gennemgå modulerne ”Kom godt i gang med dit Jobnet-CV” samt ”Den gode ansøgning og CV” – det første modul var obligatorisk.
 

Testdeltagerne blev efterfølgende bedt om at evaluere på en række parametre, og I får her et udpluk af spørgsmål og svar:

 

Om selve indholdet:

Hvordan oplevede du gennemgangen?

Rigtig godt. Lærer ad den vej, også som ordblind

Hvordan var ordlyden?

Alle kan forstå det. Det var positivt, forklares meget godt, også for dem som kan have svært ved det. Det bliver ikke bare ’jappet’ igennem

Hvad synes du om den tid, det tager at gennemgå og anvende modulerne?

For lang, men måske alligevel bange for at det ikke bliver grundigt nok hvis det er kortere

Faktisk godt. Man tror man har forstået det, men med spørgsmålene sikres anvendelsen

 

Om læringskonceptet som en helhed:

Hvordan oplevede du at sidde med udfyldelsen selv / kontra det at deltage i en jobcafé?

Herhjemme kan jeg gøre det i eget tempo, men bliver også nemt forstyrret af private pligter. På den anden side, så er man fri for hele tiden at møde op til alt muligt. Der er så mange møder man skal til

Gruppeforløb er fint fordi man kan hjælpe hinanden. Men det var også fint herhjemme. Med IT-systemet kan man både skrive ned og læse. Det var også fint at man kunne høre (lytte)

Ville du ønske, at du havde modtaget linket tidligere fx straks, du blev nyledig?

Som nyledig tror man, at man kommer i job hurtigt og Jobnet CV tager tid, og det bliver bare lige gjort hurtigt. Ja, fordi når man ser på en video som her, så hjælper det, når man er nyledig, og der er meget andet at se til. Så modulerne hjælper til at lave et godt CV. Jeg har nu også fået en bedre forståelse for, hvad forskellen er på ’personlig profil’ og ’faglig profil’

CV-modulet hjalp til opfriskning og til at dobbelttjekke. Da jeg blev ledig, skulle det bare lige gøres hurtigt

 

Der kom sågar et forslag til forbedring:

Som langtidsledig tænker man ikke lige over at man kan komme i praktik, det kunne man godt blive mindet om, det er godt at komme ud og blive opfrisket.

 

Det glæder os, at en basal indføring i at udarbejde et grundigt Jobnet-CV i så høj en grad medvirker til ejerskab hos den enkelte og ikke mindst, at den gennemgang med succes kan foregå digitalt.

Jobnet-CV’erne må ikke bare være noget, man blot ”vinger af” – det er de for vigtige til.

Jobcentrene melder desuden tilbage, at det personlige møde mellem jobkonsulent og den ledige kan starte et andet sted, når de har gennemgået Jobnet-CV-modulet inden mødet.

 

Er du nysgerrig på mere om det digitale jobcenterkoncept, er der måske inspiration for dig at hente i artiklen: ”Mærkbart kvalitetsløft – en historie fra det virkelige liv”.