Alle lærer forskelligt – individuel og organisatorisk læring

25-08-2020 - Henriette Daabeck

Hvordan skaber vi den bedste læring, så alle får størst muligt udbytte af det?

Jeg er optaget af læring, og det fede er, at vi lærer forskelligt. Jeg mener: At lære er at leve. For mig er nøglen til læring at vælge den bedste kombination af læringsstile og læringsformer. Der er ingen rigtig eller forkert måde at lære på. 

Men hvad betyder det egentlig, at vi lærer forskelligt?

Læringsstile handler grundlæggende om, at mennesker er forskellige, og dermed også lærer forskelligt. Læringsstile er det, der har indflydelse på, hvordan den enkelte lærer bedst. Læringsstile er ligeværdige – det handler om at være nysgerrig på forskelligheden.

  • Det auditive – jeg lærer bedst, når jeg lytter
  • Det visuelle – jeg lærer bedst, når jeg ser/læser
  • Det taktile – jeg lærer bedst, når jeg rører
  • Det kinæstetiske – jeg lærer bedst ved at gøre det.


Som underviser har jeg haft positiv effekt ved at kombinere det visuelle i form af grafisk facilitering, det auditive i form af videoer og det kinæstetiske ved at deltagerne skulle afprøve det lærte i praksis og efterfølgende reflektere over det i grupper.
 

Hvorfor omsættes kun cirka 10% af alle kurser i praksis?

Som jeg ser det, er der tre store udfordringer i arbejdet med læring og kompetenceudvikling:

  • Sikre, at det, der læres, bliver brugt i dagligdagen
  • Dokumentere effekten af læring og kompetenceudvikling
  • Omsætte individuel læring til organisatorisk læring


Teknologien giver mange muligheder for videndeling og læring. Ved blended learning bruges det bedste fra forskellige læringsmiljøer. Det kan fx være kombinationen af: e-læring med et fagligt indhold, sidemandsoplæring og dialog på et teammøde. De bedste resultater af digitale læringsformer opnås ofte i samspil med andre læringsformer. På den måde skabes gode betingelser for reflekteret og organisatorisk læring. For at få mest muligt udbytte af tid og penge, som ledere og medarbejdere bruger på kompetenceudvikling, er det vigtigt at finde ud af, hvordan ny viden omsættes til fælles handlinger.

Jeg har oplevet, at én af udfordringerne er, at mange organisationer ikke har en strategi for læring. For mig er det helt centralt, hvordan læring omsættes til aktive handlinger i hverdagen. Hvis ikke læring giver mening og skaber forandring har det for mig at se ingen værdi. 
 

Hvordan kombineres effektiv læring med en travl hverdag, hvor der samtidig forventes høj kvalitet og øget serviceniveau?

Svaret ligger ikke lige for, men jeg har god erfaring med at kombinere flere læringsformer. Som underviser har jeg selv oplevet god effekt ved at kombinere digital læring, tilstedeværelsesundervisning, afprøvning i praksis og refleksion i grupper. Det skaber mening og ejerskab for den der lærer. Desuden skaber det værdi for organisationen, fordi det lærte omsættes til aktive handlinger i hverdagen.

Organisatorisk læring er læring, der ikke kun gør den enkelte medarbejder mere kompetent, men som skaber bedre resultater for hele organisationen.

De læringsformer og metoder vi har brug for i fremtiden, afspejler udfordringerne i den moderne organisation: Krav om effektivitet og fleksibilitet samt øget fokus på innovation og forandring. Kombineret med et behov for at medarbejdere bringes sammen på tværs af afdelinger og geografi, når komplekse arbejdsopgaver skal løses.

Det er en udfordring for læring og kompetenceudvikling, men også en brændende platform for at tænke læring i helt nye dimensioner. Fysisk undervisning er på retur. Lineær læring kan gøres mere effektiv på digitale platforme. Det handler om at skabe synergi mellem arbejde og læring ved at sikre, at jobrelateret læring er strategisk forankret. Vi kan med fordel styrke virtuel kommunikation og e-læring – digitalisering er kommet for at blive.
 

Hvornår har du sidst lært noget nyt og brugt det i dit daglige arbejde?

Vi lærer overalt: På job, i netværk, gennem leg og spil, på digitale platforme mv. De enkelte læringsformer er effektive på, hver deres måde. Det afhænger af målet. Jeg mener, læring handler om at skabe en positiv forandringsproces, og her er tre vigtige pointer, som i mine øjne, styrker succesfuld implementering og skaber værdi i organisationen: 

  • Brug nøglepersoner som rollemodeller – lederen går foran
  • Tænk stort – start småt: hvilke nye læringsinitiativer er de vigtigste?
  • Bland læringsformer og se hverdagen som en træningsbane


Effekten af læring viser sig ofte over en længere periode. Læring sker i fællesskab men ansvaret for læring er individuelt. Du er din egen læring, fordi læring er som et unikt fingeraftryk. 

 

 

Kilder:

https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2013/ledelse-i-dag-september-2013/aflaering-en-forudsaetning-for-laering (betalingsmur)

https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/ny-viden/2011/ledelse-i-dag-februar-2011/guide-til-effektiv-laering (betalingsmur)