De 12 sygeplejefaglige problemområder – der er behov for flere niveauer

14-10-2019 - Flemming Nielsen

Flemming Nielsen, Guide2knows fagkonsulent, har efter KL Ældrekonferencen gjort sig tanker om de 12 sygeplejefaglige problemområder, inspireret af samtalerne fra konferencen

I vejledningen om de sygeplejefaglige optegnelser står, at ”det som minimum skal fremgå af journalføringen om den sygeplejefaglige pleje og behandling, at der er taget stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer indenfor de 12 sygeplejefaglige problemområder”.

I praksis vil det ofte være en sygeplejefaglig person, der laver denne faglige stillingtagen. Det kræver nemlig en vis sygeplejefaglig viden for at kunne vurdere områder som funktionsniveau, bevægeapparatet, hud og slimhinder, respiration, smerter og udskillelse af affaldsstoffer osv. 

I store dele af sundhedsvæsnet fx på sygehuse, plejehjem og i hjemmeplejen er der sygeplejefagligt personale til rådighed til dette – men reglerne gælder jo fx også på de offentlige og private tilbud på handicap- og psykiatriområdet. Og her er der ikke altid på samme måde direkte adgang til sygeplejefagligt personale. 

Nogle steder har de allerede taget konsekvensen ved at ansætte eller tilknytte sygeplejefagligt personale, og jeg er sikker på, at det vil vi også komme til at se på de øvrige steder. 

Så vidt – så godt.


Men en ting er, at det er sygeplejefagligt personale, som tager stilling til områderne en gang hvert halve eller hele år – en anden ting er, at det ikke er gjort med det.

For at der kommer værdi ud af dette arbejde, er det mindst lige så vigtigt, at alle medarbejdere, der er i daglig kontakt med borgeren/patienten, er i stand til at observere, dokumentere og videregive viden til det sygeplejefaglige personale, når der løbende sker ændringer i borgerens/patientens tilstand.

Sagt med andre ord skal den ufaglærte sommerferievikar, SOSU-hjælperen, pædagogen og andre, som ikke har en sygeplejefaglig baggrund, derfor også have en basal viden om problemstillingerne for at kunne bidrage.


Min erfaring er, at mange ikke-sygeplejefagligt uddannede medarbejdere netop er utrygge i forhold til, hvad de skal observere, dokumentere og i sidste ende videregive. Der er ikke tale om uvilje – de mangler bare uddannelse og viden på området.

Nu er det jo ikke tanken, at en pædagog eller socialrådgiver på et botilbud skal blive en sundhedsfaglig ekspert, og derfor er min anbefaling, at uddannelse på dette område anskues med udgangspunkt i følgende to niveauer:

  1. Hvad skal en sygeplejefaglig medarbejder vide for at kunne udføre en screening/stillingtagen til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer indenfor de 12 sygeplejefaglige problemområder?
  2. Hvad skal de ikke-sundhedsfaglige medarbejdere vide om de 12 sygeplejefaglige problemområder for i dagligdagen at kunne observere, dokumentere og videregive de rette informationer til de sygeplejefaglige personer?


Læs også: Hvorfor skal dokumentation være så kompliceret?