Digital kommunikation – forandring af ledelsesopgaven

03-11-2020 - Henriette Daabeck

Op på ølkassen - digital ledelse er kommet for at blive. COVID-19 sender ”plejer” til tælling, og får os til at tænke mere digitalt. Vanetænkning spænder ofte ben for nye ideer, men teknologien eksisterer. Nu er det et spørgsmål om at gribe mulighederne inden for digital kommunikation.

Når ingenting er muligt, bliver alting muligt.

Der er digitale elementer i stort set alt, hvad vi gør: Måden vi kommunikerer og danner relationer på. Måden vi arbejder og organiserer os på. Måden vi lærer på.

COVID19 sender ”plejer” til tælling, og ”tvinger” os til at tænke mere digitalt. Hvad der før var umuligt, bliver pludseligt nødvendigt. Rammer og vaner bliver udfordret og skaber nye muligheder. Vanetænkning spænder ofte ben for nye ideer, men teknologien eksisterer.

Vi har måske bare ikke udnyttet mulighederne, fordi vi ikke behøvede det...

Hvad sker der så under COVID19? Hvad motiverer os til at bruge digitale løsninger som fx e-læring? Hvordan understøtter vi nysgerrigheden for de nye muligheder at lære på?

Kodeordet er ledelse.

Op på ølkassen. Styrk motivationen. Vær en god rollemodel.

Så er der skabt et solidt fundament for at udnytte den digitale kommunikation og alle de muligheder, der er i det.
 

Ledelsesdilemmaer i en digital tid

Digital kommunikation er en vigtig del af ledelsesopgaven. At lære digitalt er et aktivt valg, hvor ledelsesopgaven består i at skabe mening både for medarbejdere og borgerne, I arbejder med. 

Der kan opstå ledelsesdilemmaer som:

  • At arbejde målrettet mod et mål, der hele tiden bevæger sig
  • At rykke tættere på både kerneopgaven og det digitale samtidig
  • At navigere i et digitalt landskab der, konstant forandrer sig

Med COVID19 er der skabt forventninger om, at kommunerne også fremover tilbyder fleksibel og brugervenlig service. Teknologien skal integreres og videreudvikles, og det kalder på et digitalt mindset hos lederne.
 

Jeg mener, der er fire ting du som leder med fordel kan overveje:

Mindset: Er du nysgerrig og opfordrer du dine medarbejdere til digital kommunikation?
Adfærd: Skaber du følgeskab, tryghed og mening?
Fokus: Understøtter du forankring og har du fokus på at skabe værdi for borgeren?
Viden, kompetencer og netværk: Har du viden om digital kommunikation og deler du din viden med andre?

Som leder skal du ikke vide alt om digital kommunikation. Men du er nødt til at holde dig up to date med, hvad der findes på markedet, så du kan beslutte, hvad der skal prøves af.

Hvordan har digital kommunikation betydning for din ledelsesopgave?

 

Kilder: KL "Ledelse i en digital tid", september 2020