Spiste den store så den lille - hvordan hverdagen har ændret sig som datterselskab

23-01-2020 - Marianne Hvid

Denne gang fortæller Marianne lidt om, hvad det nye familieskab konkret har ført med sig i dagligdagen hos Guide2know

Og lad os lige starte med at sætte scenen rigtigt:

Det vi taler om, er en familiesammenføring mellem på den ene side - det store, hæderkronede forlag Gyldendal, som alle kender, og som kan fremvise en 250 år lang ubrudt historie. Danmarks største forlag, der nærmest har status af at være en dansk kulturinstitution - og på den anden side den lille, agile tech-iværksætter-virksomhed Guide2know fra Sønderjylland.

Behøver jeg sige, at vi befinder os i hver sin ende af modenhedsskalaen og nok også i hver sin ende af mange andre skalaer? 


Strøm til bogreolen

Gyldendal var på udkig efter en virksomhed, der gjorde det godt indenfor det digitale og det specielt på det sundhedsfaglige område.

Forlaget udgiver mange sundhedsfaglige lærebøger, og i dag er bøger i traditionel forstand ikke nok til at dække det marked. Det forventes, at bøgerne blive suppleret med forskellige digitale produkter.

Og det er her, vi kommer ind i billedet! 

På det tidspunkt havde vi allerede brugt 10 år på at udvikle e-læring målrettet til de danske kommuner og det netop med en pæn andel til velfærdsområdet, hvori det sundhedsfaglige indgår.

Frem til familiesammenføringen udviklede vi det faglige indhold sammen med kunderne - men vi havde nogen tid gået og barslet med idéen om at udvikle vores helt egne produkter. Dvs. hvor vi også selv stod for indholdsdelen.

Men vi manglede de rette fageksperter for at turde gøre det.

Det er her, Gyldendal kommer ind i billedet – deres redaktører og lærebogsforfattere er mestre i den slags!  

Det vil sige, at der var oplagte muligheder for synergier begge veje.

På vores allerførste møde på Klareboderne efter, at handlen var faldet på plads, mødtes vi med nogle redaktører. En af dem var rigtig langt med forberedelserne af et stort digitalt projekt; en læringsportal til sygeplejestuderende.

Men den digitale partner, der kunne sætte strøm til projektet, manglede.

Lang historie kort:

Vi tog hinanden i hånden, og hvis I tager et kig på highlight.dk, kan I se, hvad det har ført til. Der er efterfølgende kommet flere til i form af SosuPlay og MerkantilPlay - og der kan snildt skaleres til flere.

Så hvis den store organisation er god til at fortælle os, hvad de gerne vil – så er den lille rigtig god til at få tingene ud over rampen. 
 

Faglig rygdækning og respekt for, hvem vi begge er

I Guide2know huset har vi til gengæld fået egne moduler indenfor medicinhåndtering, magtanvendelse og hygiejne – og der er flere nye emner på vej.

Den faglige del i e-learning-modulerne er altid opdateret, og det kan vi garantere nu, fordi vi har fået faglig rygdækning – det er lige sådan noget, den store organisation kan.

En anden ting, den store også kan, er at være vores partner på specialiserede områder. Vi har blandt andet fået adgang til en HR-afdeling, jurister og ikke mindst en stor IT-afdeling, hvor vi fx kan få driftet vores infrastruktur. Alt sammen områder, vi tidligere har hutlet os igennem eller har betalt mange penge for eksternt.

I bestyrelsen har vi to Gyldendal-direktører og vores egen tidligere bestyrelsesformand. Vi føler os privilegerede – der er både kort afstand til beslutningstagerne samtidig med, at der er en med, der har gået vejen sammen med os.

Generelt kan man sige, at vi har fået nogle større skuldre at stå på, og vi regner fx ikke længere alting om i likviditet. Det giver blandt andet mulighed for at tænke mere langsigtet i forhold til udviklingsprojekter, og vi kan lave nogle større markedstiltag.

Vi har i øvrigt fået lov at forblive dem, vi er, og vores iværksætterkultur er intakt. Så what’s not to like?
 

Familiesammenføring er en kompleks størrelse

Nogle ting er selvfølgelig blevet tungere.

Vi er blevet en del af et børsnoteret selskab, og det medfører, at der er regnet alverdens nye regnskabsregler og rapporteringskrav ned over os. Det var overvældende i starten – vi var så trætte af skulle lave månedlige periodiseringer, aktiveringer, afskrivninger og alt muligt andet hejs. Men nu er vi kørt ind, og også her har vi fundet en vej sammen.

I dag hører I mig faktisk næsten sige, at jeg er ret begejstret for vores månedsrapporteringer mv. De er endt med et indhold, der også giver værdi for mig som direktør.

Det lyder næsten som om, det hele bare er en dans på roser – og det er det også langt hen ad vejen. Men som i alle andre gode familier er der da også tidspunkter, hvor der er støj på linjen.

Det store hus kan med rette en gang imellem tænke, at nu er de altså lige lovligt fremme i skoene igen dernede i Sønderborg. Og vi kan den anden vej også godt tænke - så kom dog ud af starthullerne derovre på Klareboderne.

Man skal nemlig ikke glemme kulturforskellene.

Selvopfattelsen og væremåden i en stor og moden virksomhed sammenlignet med en forholdsvis ung og lille virksomhed er bare ikke ens – og i vores tilfælde kan vi så toppe det ved at tilføje, at der jo også er tale om en sammenføring af københavnere og sønderjyder.

Det er lidt som at stille croissanter og rundstykker op side ved side. Der er intet galt med nogen af delene – grunddejen er bare forskellig – og så måske alligevel ikke.

Personligt er jeg overbevist om, at grunden til at det rent faktisk går så godt er, at vi vil hinanden. Begge parter gør sig umage for, at det skal lykkes, og så er der ikke mindst synergierne, der går begge veje.

Vi kan alle se et formål med familieskabet, og det gør os faktisk ret ligeværdige i hverdagen.
 

I tredje og sidste del vil jeg dele lidt om mine oplevelser i M&A-verdenen. Personligt er det en af de vildeste processer, jeg har været en del af - og jeg forstod den faktisk først helt, da vi var ude på den anden side 😊

_____________________________________________________________

Blogindlægget er anden del af Marianne Hvids lille føljeton, der gør status efter Guide2know er blevet købt af Gyldendal. Du kan læse første del her:

Fra iværksætter til lønmodtager – når hjertebarnet flytter hjemmefra

Læs tredje og sidste del her: M&A - hvad er nu det?